Rejser til Tanzania

Lad eksperterne skræddersy din rejse

Hos TANZANIA TOURS er vi eksperter i rejser til Tanzania. Vi laver KUN rejser til Tanzania og har gjort det siden 2006. Du kan nyde godt af vores store specialviden og erfaring, når vi sammensætter den perfekte rejse til dig – hvad enten du vil opleve de vilde dyr på safari med vores dygtige guider, slappe af på Zanzibars eksotiske strande, eller drømmer om at bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.

For at sikre dig den allerbedste oplevelse, er alle vores rejser private ture. Din rejse bliver skræddersyet til dine ønsker, og hos os får du altid din egen guide og egen safari-bil. Vi laver et meget detaljeret program, særligt til dig, og vi giver gode råd og vejledning til du er hjemme igen. Vi leverer en god personlig kontakt, og du får altid et hurtigt og konkret svar.

TANZANIA TOURS er Danmarks bedste safari-arrangør på Trustpilot!

Vi har Danmarks gladeste kunder! Det lyder som en floskel, men det er veldokumenteret.
Lige siden vi startede vores rejsebureau op i 2006, har vi lagt meget stor vægt på, at have en personlig kontakt til alle vores kunder, og levere den bedste service man kan forestille sig. Det har vist sig at være en god strategi, for vi har altid haft nogle helt ekstraordinært tilfredse kunder.

Hvis man tager et kig på forbrugersiden Trustpilot, får vi karakteren 4.9 ud af 5. Det er der kun få andre der gør, men systemet er desværre sat sådan sammen, at det ligner at mange bureauer er tæt på at opnå samme bedømmelse. Men der er kæmpe forskel bag de tal. Vi har i skrivende stund 146 anmeldelser. Hele 144 af dem giver karakteren 5 (Fantastisk). Sammenligner man med det bureau som ellers ligger øverst på listen over rejsebureauer på Trustpilot, har de 660 anmeldelser, men hele 100 af dem giver ikke topkarakter. Hvis man ganger vores antal af anmeldelser op så det matcher de 660, ville vi kun have 9 anmeldelser, der ikke giver topkarakter. Så vi scorer altså markant højere end noget andet bureau i hele Danmark!

Ikke nok med at vi får flotte karakterer, så giver vores kunder også nogle flotte beskrivelser af deres rejser i Tanzania, og deres oplevelser med os. Det er interessante beskrivelser fra deres rejser og gode tips, som kommende kunder kan nyde godt af.
Vi er naturligvis utroligt glade og stolte, over at have Danmarks gladeste kunder. Du kan læse rejsebreve fra vores kunder her.

Der er selvfølgelig mere til historien, end vores kundeservice. Den vigtigste årsag til, at vi får så flotte anmeldelser på Trustpilot, er selvfølgelig at vores kunder bare har haft den mest fantastiske rejse til Tanzania!
Det handler om planlægningen, valget af hoteller, rejsens pris, guidernes evner og generelt mængden af gode oplevelser på rejsen og uforglemmelige minder.
Vi vil også meget gerne hjælpe dig. Kontakt os endeligt, så vi kan få en god snak om dine rejsedrømme.

Se vores flotte video om safari i Tanzania og badeferie på Zanzibar

DERFOR SKAL DU OPLEVE TANZANIA

Der er selvfølgelig en grund til, at vi kun laver rejser til Tanzania!
Vi er allesammen meget erfarne rejsende, og har oplevet store dele af verden. Der er så mange dejlige steder rundt omkring. Alligevel er vi alle helt forelskede i Tanzania, og er enige om at det er det mest fantastiske sted, vi nogensinde har været. Hvis vi syntes at Kenya var smukkere og mere spændende, så havde vi nok heddet Kenya Tours…

Uanset om du tager på ferie for at opleve eller slappe af, er Tanzania en destination for dig. Her kan du finde en unik natur, spændende kultur, masser af fysiske udfordringer, men også perfekte rammer for en badeferie. Du vil blive overvældet af de mange vilde dyr, på safari i verdens bedste safari-land, du kan prøve kræfter med Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro eller slappe af på paradisøen Zanzibars hvide sandstrande. I Tanzania er alt det bedste Afrika kan byde på, samlet ét sted, og er derfor det rette valg, for din næste drømmerejse.

Det er især safarien i Tanzania, som vi synes er helt unik. Tanzania har både det største antal af vilde dyr i hele verden, og samtidig den største koncentration. Det betyder selvfølgelig, at du på en safari i Tanzania vil komme til at se langt flere dyr, end i andre safari-lande. Det er ikke sådan, at du ser en elefant den ene dag, og en giraf den næste. Du vil komme til at se RIGTIG mange dyr, bl.a. gode muligheder for at opleve The Big Five.

En safari i Tanzania er i det hele taget en kæmpe naturoplevelse. Man kører rundt i nogle utroligt smukke kulisser, med høje bjerge, forrevne kløfter, frodige skove og tørre sletter. Søer, floder og savanne. Ikoniske akacietræer og baobabtræer med enorme stammer. Det er virkelig storslået natur, og man kan ikke undgå at blive helt rørt. Når man står midt ude i Tanzanias vilde natur, ledes tankerne hen på hvordan verden har set ud, inden vi mennesker fik sat vores altdominerende aftryk.

Midt i den vilde natur kan du finde de farvestrålende masaier. De lever som de altid har gjort, i harmoni med naturen. De bor i små stråhytter og vogter deres kvæg, på de samme sletter som gnuer og zebraer lever på. De små landsbyer – bomaer, som ligger spredt omkring Serengeti, og de rød/lilla-klædte masaier som let springer i øjnene, i kontrast til det ofte tørre græs, er et ekstra krydderi, til en spændende rejse i Tanzania.

Naturen i Tanzania er smukkere og mere varieret, end i andre lande i Afrika. Når man kører fra den ene park til den anden, skifter naturen konstant, og man får virkelig mange forskellige oplevelser og indtryk.
Og så er det VILD natur. Der er ingen hegn nogen steder i Tanzanias natur, og dyrene kan vandre frit. Et eksempel er Ngorongoro krateret. Det står i kontrast til f.eks. Sydafrika, hvor en safari ofte foregår i små private safari-reservater, der er indhegnet, og hvor dyrene er placeret der. Mange dyr kommer sågar fra opdræt. Det er også udbredt, at lave falske vandhuller, helt tæt på lodgen, der er oplyst om aftenen, så det er nemt for gæsterne at sidde og se på dyrene, fra restauranten eller baren. Det synes vi ikke er rigtig safari, men minder mere om de ”safari-parker” man kan besøge herhjemme, som reelt bare er forvoksede zoologiske haver.

Der er generelt gået lidt inflation i begrebet safari. I dag kan man tage på safari i Thailand eller Sri Lanka, og hvis man kun har prøvet det, bliver man naturligvis skuffet. Det har intet med safari at gøre. En rigtig safari skal opleves i Afrika, og der kan intet måle sig med Tanzania.

En stor del af oplevelsen, er også at bo på de fantastiske camps og lodges som vi har udvalgt. Vi prøver altid at finde nogle små, unikke steder, hvor man får den største naturoplevelse. De ligger alle sammen midt ude i den smukke natur, med udsigt over parken, med floder, savanne og bjerge i baggrunden, og med de vilde dyr gående tæt omkring. Det er en kæmpe oplevelse at sidde og nyde en kold drink i solnedgangen, og betragte en flok giraffer, der spiser de øverste blade fra akacietræet, eller en elefantfamilie, på vej mod vandhullet.

Selv nætterne er noget helt særligt. Ofte er der et helt inferno af lyde, fra cikader, græshopper, frøer og fugle, og med spredte brøl fra større dyr. At blive vækket midt om natten af et løvebrøl, eller af en flodhest der græsser lige ved siden af ens telt, er virkeligt noget man husker!

PRIVAT SAFARI I TANZANIA

Vi laver KUN private rejser til Tanzania. Uanset om I er 2 eller 6 personer, vil I altid få jeres egen guide og egen bil. Alt foregår i jeres tempo og der er ingen andre at tage hensyn til. Det gør en kæmpe forskel, og man får meget mere ud af sådan en rejse. Friheden er vigtig, men man får også meget mere information fra guiden, om landet, naturen og livet i Tanzania.

Fordelen ved at det er en privat tur, er også at vi kan skræddersy den til jeres ønsker og jeres budget. Det er jer der bestemmer hvornår I gerne vil rejse, hvor længe I vil være afsted, og hvor godt I vil bo. Vi anbefaler, at I starter med at give os et kald, så vi kan forklare om højdepunkter, hoteller, årstider, priser og meget mere. Derefter sætter vi et udførligt program sammen til jer, hvor I kan læse om alle aktiviteter og hoteller, og vi giver et godt tilbud på det.

Da vi kun laver rejser til Tanzania, og har gjort det siden 2006, har vi nogle rigtig gode aftaler med vores partnere i Tanzania, og kan laver priser som er bedre end hvis I booker hotellerne selv. Vi er sikre på, at vi laver de rejser til Tanzania, hvor man får mest for pengene. Man kan selvfølgelig altid finde noget som er billigere, men det handler om at sætte noget sammen, der passer til jer. I skal have alle de største oplevelser, og unikke minder for livet.

Erfaring er ekstremt vigtigt, når man skal planlægge en safari. Det kræver kendskab til, hvor dyrene er på den årstid, og hvilke parker der er bedst at besøge, netop der. Naturen skifter, og dyrene bevæger sig.

Vi kender alle camps og lodges i Tanzanias nationalparker, og besøger dem flere gange om året. På den måde sikrer vi, at de lever op til vores krav. Hvis vi finder et nyt sted, som er mere charmerende eller ligger bedre, sammenligner vi, og vurderer hvor vores kunder får den bedste oplevelse for prisen. Her kan du se og læse mere om de mest fantastiske lodges i Tanzania.

Vi er også helt sikre på, at vi har de bedste guider i Tanzania. Vi har mødt og oplevet mange guider gennem årene, og vi har samlet et team af de allerbedste. Vores partner i Tanzania er som en lille familie, og vi kender dem alle personligt. Det er erfarne og engagerede guider, som selv elsker naturen i Tanzania, og kan fortælle alt, om hvert dyr og hver en plante.

Hver guide har sin egen bil, som de passer og plejer som en baby. Bilerne er særligt lavet til safari, så man har optimalt udsyn og komfort. Det er stærke biler, der kan klare enhver udfordring.

BESTIG KILIMANJARO

Mount Kilimanjaro er også med til at gøre Tanzania til noget helt særligt. Det er Afrikas højeste bjerg, og samtidig verdens højeste fritstående bjerg. Netop det, at det står for sig selv, midt i landskabet, har gjort det ikonisk. Det er en utrolig smuk baggrund til et billede. Det er også et ganske mytisk bjerg. Det er ofte dækket af skyer, og kaldes derfor The Shy Mountain, altså det generte bjerg, fordi det sjældent viser sig frem. Men på de fleste eftermiddage, glider skyerne til side og viser den smukke snedækkede top. Det giver et sug i maven, når man pludseligt ser det, efter at have set efter det hele dagen.

De fleste vil gerne se Kilimanjaro, når nu de er i Tanzania, men man skal være lidt heldig, eller have god tid. Kilimanjaro ses bedst fra byen Moshi, som ligger tæt på bjerget. Det kan også ses nogle steder omkring Arusha by, men der er man selvfølgelig længere væk, så synet er knapt så spektakulært. Hvis du vil have de bedste chancer for at se Kilimanjaro, skal du helst have et par nætter omkring Moshi, eller endnu bedre Machame. Vi anbefaler Kaliwa Lodge, som er en skøn lille lodge i regnskoven der omgiver Kilimanjaro. Derfra har man den bedste udsigt til Kilimanjaro.

Hvis du vil have den fulde oplevelse af Afrikas højeste bjerg, skal du selvfølgelig op på toppen!
Det kan gøres på 6 dage, men vi anbefaler at du sætter 7-8 dage af, så du har optimale betingelser for at komme helt op. Det som forhindrer de fleste i at nå toppen af Kilimanjaro, er nemlig højdesygen. Den kommer som regel hvis man har for travlt, og stiger for hurtigt i højden. Derfor er der en langt større succesrate på Lemosho ruten, som er en af de længste ruter. Det er også vores foretrukne rute, selvfølgelig fordi de fleste klarer turen til Uhuru peak, det højeste punkt i Afrika, men også fordi det er den smukkeste rute, hvor man passerer meget forskellig natur og flere klimazoner, og har chancer for at se dyr på vej gennem højlandet.

En anden god og populær vej er Machame-ruten. Den kan klares på 7 dage og har også en god succesrate. Det er dog også den mest brugte rute, så der er en del turister på stien.

Hos TANZANIA TOURS laver vi altid kun 100% private rejser, skræddersyet til dine ønsker. Det betyder at du selv bestemmer hvornår du vil rejse, hvad du vil lave og hvor godt du vil bo. Ønsker du at bestige Kilimanjaro, kan du således få et privat arrangement, kun for dig og dine rejsepartnere. Det giver både den største og mest unikke oplevelse, men også optimale betingelser, for at nå toppen af verdens højeste fritstående bjerg!

BADEFERIE PÅ ZANZIBAR

Efter en oplevelsesrig safari eller en hård bestigning af Kilimanjaro, anbefaler vi at man rejser videre til det lille eksotiske paradis, Zanzibar. Det tager kun 1½ time at flyve dertil fra Tanzanias fastland, så det er en oplagt kombination. Du skal rejse til Zanzibar, primært for at opleve de skønne sandstrande og bade i det dejligt varme, turkisblå hav. På Zanzibar findes nogle af verdens bedste strande. Kridhvidt sand, høje palmer og et roligt hav, som altid er varmt som et badekar.
På undersiden Zanzibar kan du læse om de forskellige strande på øen.

Der er masser af aktiviteter både på land og i vand. Havet er selvfølgelig det primære trækplaster, og snorkling eller dykning er en oplevelse du ikke må gå glip af.
Vi anbefaler også at du får en rundvisning i en krydderiplantage, hvor du kan se, dufte og smage nogle af de krydderier og eksotiske frugter, som mange lokale lever af at producere.

Du bør opleve den charmerende gamle bydel Stone Town. Her kan du lære om øens barske historie, som centrum for slavehandlen, se de historiske bygninger og få et indblik i det lokale liv og kultur. Der er madmarkeder fyldt med duftende krydderier, men også stinkende fisk, og du vil med sikkerhed fare vild i nettet af små gader, som udgør en hel labyrint. Gaderne er dog fyldt med fine små butikker, så det gør ikke så meget, og man kan altid spørge en lokal om vej.
Du kan læse om de forskellige aktiviteter, på siden om Zanzibar.

Der er et rigtig godt udvalg af hoteller på Zanzibar, i alle prisklasser. Vi besøger Zanzibar flere gange om året, så vi kender de fleste hoteller. Vi har udvalgt en række hoteller, som vi synes er de bedste i hver sin prisklasse. Det spænder lige fra det billige Waterfront Hotel, hvor feriebudgettet rækker virkelig langt, til det eksklusive The Residence, som uden tvivl er Zanzibars bedste hotel. Her bor man i store villaer med egen pool, og har de flotteste omgivelser og bedste faciliteter man kan ønske sig. Det er også her man får det bedste mad på Zanzibar. Vi har en god aftale med dem, og får nogle ret gode priser, så hvis I er en familie på 4-6 personer, bliver prisen så god, at det ikke er meget dyrere end et mellemklasse hotel.

Hvis du søger en helt unik oplevelse, i fred og ro med din partner eller familie, skal du bo på den lille private ø, Chapwani Private Island. Det er en lille ø med kun 10 værelser, hotellets egen restaurant og en god swimmingpool. De har også en dejlig strand og en lille skov, hvor der bor en flok små dik-dik antiloper.
Selvom man bor næsten for sig selv derude, er det nemt at tage på ture derfra. F.eks. tager det kun 25 minutter at sejle over til Stone Town.
Du kan læse om vores udvalgte hoteller på Zanzibar her.

  • "Den perfekte safari rejse"

    Vi er netop kommet hjem fra en safarirejse arrangeret af Tanzania Tours. Det blev en rejse, som vores familie aldrig vil glemme. Fyldt med fantastiske oplevelser og så godt arrangeret at...

    Læs hele rejsebrevet...
  • "Vores livs rejse - Safari i Tanzania!"

    Vi har haft en enestående oplevelse af Tanzania Tours. Hele forløbet omkring valg af rejse, længde, indhold, pris osv. blev håndteret ekstremt professionelt og personligt. Undervejs fik vi alle...

    Læs hele rejsebrevet...
  • Super luksus safari

    Tanzania Tours havde tilrettelagt en fantastisk luksus safari tur for os - 4 personer i 9 dage. Hele turen var veltilrettelagt, og overnatningssteder og forplejning var helt i top.Vi besøgte...

    Læs hele rejsebrevet...